Rekordbonus til alle ansatte

Rekordbonus til alle ansatte: Vi håber at kunne lokke flere til, for vi har brug for dem.


Direktør i værkstøjsvirksomheden, Svend Petersen (forrest), ved en af de højteknologiske maskiner, som Brian Jørgensen normalt betjener. Han har selv været der i over 25 år og glad for både udfordrende opgaver og bonus.


Særlige kompetencer er en mangelvare i højteknologisk virksomhed på Als, hvor man netop har udbetalt en rekordbonus til alle 52 ansatte.

Augustenborg: Det syner ikke af så meget, når man kører forbi Industrivej 9 i Augustenborg. Men Alsform Værktøjsfabrik gemmer på 52 ansatte, teknologisk præcisionsarbejde og en indtjening, som netop har udløst en kontant bonus på godt 53.000 kroner til samtlige ansatte.
– Vi har udbetalt bonus i mange år, men denne gang har det udløst et rekordbeløb, som vi gerne belønner vores ansatte med. Og vi har fortsat brug for værktøjsmagere og industriteknikere, som gerne vil arbejde med spændende og anderledes opgaver hos os, forklarer direktør Svend Petersen, der som mange andre i den tekniske branche har svært ved at rekruttere.
2/3

Peter Skov Rasmussen er oprindelig uddannet i tøjbutik i Nordborg, men nu i voksenlære som industritekniker.

Svend Petersen overtog den nu over 50 år gamle virksomhed i 1993. Siden er den vokset og har i dag speciale i at fremstille værktøjer og specialudstyr til en række af Europas førende industrivirksomheder. En stor del af kunderne er fra lokalområdet og resten af landet fordelt på mange brancher.


Vil tiltrække nye

– Det giver os mange spændende specialopgaver, der samtidig kræver kompetente medarbejdere. Dem har vi mange af, men har brug for flere. En måde at tiltrække dem er løn og bonus, men vi håber også, at de udfordrende opgaver gør folk nysgerrige, tilføjer Svend Petersen.
Virksomheden kom ud af 2022 med et overskud før skat på næsten 9,3 mio. kroner og har nu en egenkapital på næsten 20 mio. kroner.

En rundtur i produktionen vidner om en stor og kostbar maskinpark, hvor enkelte er de eneste i landet og udfører præcisionsarbejde ned til få tusindedele af en millimeter på de komponenter, der laves.
– Vi har nu også fået opgaver fra flere kunder, hvor vi fremstiller dele til Power-to-X-anlæg, tilføjer direktøren.


Her er programmør Bo Kromann Nielsen i gang med at måle op i afdelingen for fremstilling af elementer til Power-to-X-anlæg. Rummet er temperaturreguleret af hensyn til præcisionsarbejdet med de højteknologiske maskiner

Power-to-X (PtX) dækker over teknologi, der producerer brændstoffer, kemikalier og materialer på baggrund af grøn brint produceret ved elektrolyse.

Hos Alsform har det betydet, at man nu udnytter andre lokaler lidt længere nede ad Industrivej, hvor der fremstilles elementer i temperaturregulerede lokaler, så udskæringsarbejdet kan udføres med den krævede præcision.